Modeltips

24 GODE TIPS TIL NYE MODELLER

af Sisse Løjkner, Maria Brændstrup & Flemming Krøll.

 

1. Forbered dig

Øv dig hjemmefra, kom med input.

 

2. Kom til tiden

Sørg for at komme til de aftalte shoots TIL TIDEN. Hvis du er forsinket, eller fortryder, så giv besked til fotografen.

 

3. Deltag aktivt

Medbring noget til fotosessionen ud over din krop og dit tøj. Vær åben, interesseret, spørgende og kreativ. Søg ind i opgaven.

 

4. Vær Tilstede

Lad bare mobilen hvile under shootet, med mindre du har billeder til inspiration på den, eller den indgår som rekvisit .

 

5. Øvelse gør mester

Øv dig foran spejlet med poses og ansigtsudtryk, find evt. nogle fede poses på nettet - prøv dem, og giv dem dit eget lille twist. Find din stil.

 

6. At sidde på hug

Hvis du bliver bedt om at sætte dig på hug, så pas på med at falde sammen, løft dig selv lige op, så bagsiden af skinnebenet og bagsiden af låret ikke rører hinanden for meget, det får dine ben til at se pænere ud.

 

4. Vinkler

Det er rigtig godt at lave vinkler, som at bøje armene, lægge hovedet på skrå eller lignende. Det med helt lige arme og ben, kan komme til at se rigtig underligt ud.

 

8. At være tryg under shoot

Det kan være en rigtig god idé, at tage en veninde/ven eller kæreste med de første par gange du er ude og stå foran kameraet. Det skaber mere tryghed, og det kan ses på billederne om du er tryg eller ej.

 

9. Vær seriøs og sørg for at give et godt indtryk

Undgå at brokke dig, hvis du eks. er til et shoot hvor du ikke bestemmer tøj selv. Selvom det så er det grimmeste du nogen sinde har set, så bare fyr den af og få tøjet til at se godt ud. Eller hvis du bliver bedt om, at stå super underligt og du føler det ser dumt ud så er det nogle gange det mest akavede, der giver de gode billeder.

 

10. Årsag til fravær

Hvis du bliver syg eller ikke kan komme alligevel, så fortæl det hurtigst muligt til fotografen, så han/hun kan finde en anden eller lave noget andet.

 

11. Svar på alle henvendelser

Lige meget om det er noget for dig eller ej, så svar på de beskeder du får, der er ikke noget værre end, at skrive til en som ikke svarer.

 

12. Sæt grænser

Er der noget du absolut IKKE vil lave, så fortæl det på din profil og stå ved det. Sig også fra på shootet før billederne bliver taget, hvis dine grænser bliver overskredet.

 

13. Profil/hjemmeside

Udfyld din profil eller hjemmeside GRUNDIGT, med oplysninger som, hvem du er, hvor du kommer fra, dine mål (bryst, talje, hofte) og tøj str. osv. Man bliver hurtigt valgt fra, hvis man ikke har gjort noget ved sin profil eller hjemmeside.

 

14. Forvent ikke at få løn

Du skal ikke forvente, at du får løn for at stå model, i hvert fald ikke så længe du er freelance model. Og i starten, mens du øver dig og får en masse gode billeder til portfolie og erfaring, så kan du heller ikke forvente at få betalt transport.

 

15. Mad og drikke

Selvom du kun skal ud i nogle få timer så tager det meget på kræfterne, så tag lidt at drikke med og noget som giver energi. (Mange fotografer er rigtig gode til, at have lidt drikkevarer og lidt spiseligt med, men det er ikke alle)

 

16. Få en kontrakt

Det kan være en rigtig god idé, at have en kontrakt hvor der står hvad billederne må bruges til og forskellige rettigheder. Med sådan en er du altid på den sikre side.

 

17. Høje pengebeløb

Tag dig i agt, der er snydere derude og de kontakter rigtig mange, og tilbyder dig mange penge for at tage et sted hen (Ofte udlandet, men selvfølgelig også her i DK).

 

18. Lav en aftale

Inden shootet starter, så vær sikker på hvad der nogenlunde skal ske til shootet, hvad det vil omhandle og hvor henne.

 

19. Inspiration

Det er en rigtig god idé at finde inspiration. Der er et væld af muligheder: nettet, bøger, tv osv. Du kan evt. følge med i Top model, de laver masse fede ting, der er gode poses, og en masse konstruktiv kritik, som man sagtens selv kan lære noget af.

 

20. Vær sikker på din fotograf

Det er en god ide, at tjekke din fotograf, inden du laver en aftale. Det kan gøres ved, at se på fotografens hjemmeside, eller spørge andre modeller. Det giver baggrundsviden i relation til hvilke billeder fotografen tager og hvordan andre modeller har haft det ved fotografen.

 

21. Tage forskellige billeder

På din profil skal der altid være både helfigur- og portræt billeder, for at kunne vise fotograferne hvordan du ser ud.

 

22. Husk at opdatere

Det er vigtigt, at du opdaterer din profil, hvis du f.eks. skifter hårfarve, eller har fået klippet hår. Så ved fotograferne hvordan du ser ud, hvis du bliver hyret til et job. Har du aftale om et shoot, så kontakt fotografen inden du farver hår. Din hårfarve kan være afgørende for shootet.

 

23. Ikke være bange

Du skal ikke være bange for at tage initiativ til, at kontakte fotograferne. Mange af dem er søde og utrolig dygtige. Husk blot, at se deres billederne igennem først, så du ved hvilken stil fotografen har.

 

24. Det modeller fotografer og mua´er kan lide at arbejde sammen med er den type som dukker op med tøj, ideer, positiv attitude der giver energi og lyst til gode billeder.